Forsiden
Hvad er Fonden?
Projekterne
The Voice of the Third World - et projekt
Miljøprojektet Floryl -
et projekt
Fondens bidrag til bekæmpelse af HIV/AIDS i Afrika
Spørgsmål med svar
Har staten ført tilsyn?
Hvem må en fond støtte?
Erik Werlauffs responsum
Må Fonden støtte en erhvervsvirksomhed i udlandet?
Aage Michelsens responsum
Henrik Christrup(H): Domfældelse helt usandsynlig
Fondens bidragydere
Fondens tidligere bestyrelse
Artikler og meddelelser
Ekspertudtalelser om Fondens projekter
Til støtte for humanitære formål
Til fremme af forskning
Til beskyttelse af natur- miljøet
En hilsen til fremtiden

 

Hvorfor er det forbudt at spare op, når det ikke er til en selv?

For 30 år siden var jeg folkeskolelærer i Sønderjylland, gift med lederen af skolen, havde tre voksne døtre, en masse venner, og vi havde investeret i eget hus. Vi gik meget op i vort arbejde og var engagerede i livet omkring os.
Under en rejse i Algeriet oplevede vi en hel anden form for liv med mange glæder og mange, mange problemer. Det satte gang i mig. Der måtte kunne gøres noget - men hvad?
Jeg var parat til at yde mit og give sådanne oplevelser, som vi havde haft, videre til unge mennesker, for at de også kunne tage fat gennem uddannelse og frivilligt arbejde.
Jeg havde truffet Lærergruppen, som drev Skolesamvirket Tvind, og forstod, at dens arbejde med at sende unge ud i verden for selv at se og opleve, studere og opleve igen, var det, der skulle til.

Jeg tog beslutningen og gik med i Lærergruppen.

I 25 år har jeg nu arbejdet og levet med en skole, Bustrup Efterskole, hvor vi har gjort alt for at udvikle eleverne og bringe dem i forskellige oplevelsessituationer forskellige steder på jorden.
Et par eksempler:
Vi har været i England, været sammen med unge arbejdsløse i Liverpool, oplevet en engelsk skoledag, set hvordan Parlamentet i London fungerer, interviewet dem som færdes på Wall Street og været sammen med muslimer i deres moskéer.
Vi har rejst i Indien, holdt høstfest med alle traditioner og bygget latriner sammen med flere familier. Vi har talt med lærere, overværet at børnene samledes på gadehjørnerne til undervisning og lavet en naturvidenskabelig udstilling til dem. Vi har besøgt hospitaler, EDB-virksomheder, skoler og NGO'er i en storby, vi har talt med politikere af forskellig observans og været inviteret til middag hos mange slags familier.
Alle disse oplevelser er blevet diskuteret, endevendt, set på fra mange sider, og i vores diskussioner med eleverne på skolen er vi tit blevet enige om, at vi kan bruge vore kræfter på mange måder - lidt kan også have afgørende betydning!

Men for mig som voksen (og efterhånden ældre!) battede det ikke nok, hvad vi kunne udrette fra skolens side. Det gik alt for langsomt. Der var meget at tage fat på. Vi måtte bruge vores penge til noget vigtigt.
Vi havde bygget møllen i Tvind og mærket dens kraft på mange måder. Den kostede os 6 mio. kroner - taget op af vore egne lommer, foruden at vi skulle betale skat af vor indkomst.
Jeg har altid betalt min skat med glæde - men da jeg ikke har renter af gæld at trække fra, blev det en meget stor del, jeg skulle betale i skat.
I 1987 blev "Fonden til støtte for humanitære formål, til fremme af forskning og til beskyttelse af naturmiljøet" stiftet.
Her kunne 15% af min indtægt gå til noget, som jeg syntes var relevant.
Jeg meldte mig under fanerne.
Jeg kunne nu glæde mig over, hvad pengene blev brugt til over hele verden, følge med i, hvad der kom ud af det og fornøje mig over, at gode projekter blev til noget.
Gang på gang - år efter år.
F.eks. The Voice of The Third World der gik fra 1988 til 92. Det var et spændende forskningsprojekt med satellit-tv-kanal, der byggede på udsendelser fra den tredje verden og på at nogle mennesker rejste jorden rundt i skib og mødte mange mennesker fra alverdens lande - i en tid, hvor selv Polen og Sovjetunionen var uopdyrket land. Her var det muligt at få noget af det, vi oplevede på rejserne bragt ud til rigtig mange mennesker, til deres glæde og stillingtagen.
Et andet eksempel er Miljøprojektet Floryl der lægger sig tæt op ad Kyoto Protokollen. som siger, at i 2008 skal de industrialiserede lande have nedsat deres CO2-udslip med mindst 5% i forhold til 1990.
Det er et område i Brasilien på 103.800 ha - 18 km på den ene led og 36 km på den anden - med nytilplantet skov på 30.000 ha, med en CO2-neutral el-energiproduktion og med en genoplivning af det naturlige dyre- og planteliv - et eksempel til efterfølgelse om at søge jordens CO2-udslip begrænset og kontrolleret.
Lige for tiden er arbejdet med forskning af brugen af AIDS-medicin det, der optager mig mest.
Det skal gå hurtigt, for millioner af mennesker lider.

Og så kom chokket!
Det blev pludselig kriminelt at give sine sparepenge på den måde!
Hvorfor?
Det kunne ikke nytte at spørge TV eller aviserne eller politiet. Alle havde kun dårlige forklaringer: om svindel med pengene, om at pengene gik i egen lomme, om at at de var blandet sammen med andre penge - alt sammen penge. Og for at give det hele mere dramatik og nemmere at fylde i folk, blev 7 steder "indtaget" på samme tid med politi, TV og journalister!
Ikke et ord om, hvad der er udrettet med forsøgsprojekterne eller hvad man er i gang med.
Tværtimod.
Under en overflyvning af stedet i Brasilien lod man det lyde, som om vi brændte regnskoven af og udnyttede jorden - mens det modsatte er tilfældet: vi planter skov og genskaber en ødelagt natur! 

Er det mon skatten af Fondens penge, de er ude efter?
Det kan jeg næppe tro. 
Jeg har i løbet af de 14 år med stor fornøjelse givet 430.000 kr. til Fonden. 
Havde jeg ikke det, skulle jeg have betalt skat deraf, ca. 225.000 kr.
Hvis jeg havde investeret i hus, bil o.a. på f.eks. over en million kr., kunne jeg have trukket renterne fra. Det ville vel blive ca. 90.000 kr. om året, i 14 år ca. 1.250.000 kr. 
Dem ville de ikke have fået i skat.
Altså kan det ikke være skatten, de er ude efter.

Hvad med overholdelse af love og forordninger om fonde?
Der er ikke bestemt noget som helst i Fonden, der ikke har været undersøgt på kryds og tværs.
Bestyrelsen har været sig deres ansvar helt bevidst.
Der er intet at komme efter.
Det kan heller ikke være det.

Men hvorfor så?

Hvorfor er mennesker, der giver sine penge til det, som har deres hjerte, ikke respekteret?
Hvorfor er det ilde set at være idealistisk?
Hvorfor? 

Med venlig hilsen
Anna Sørensen
Tidl. forstander på Bustrup Efterskole
Sdr. Lemvej 1
7860 Spøttrup
Tlf. 20 10 96 01
E-mail: amgsbustrup@wanadoo.dk