Forsiden
Hvad er Fonden?
Projekterne
The Voice of the Third World - et projekt
Miljøprojektet Floryl -
et projekt
Fondens bidrag til bekæmpelse af HIV/AIDS i Afrika
Spørgsmål med svar
Har staten ført tilsyn?
Hvem må en fond støtte?
Erik Werlauffs responsum
Må Fonden støtte en erhvervsvirksomhed i udlandet?
Aage Michelsens responsum
Henrik Christrup(H): Domfældelse helt usandsynlig
Fondens bidragydere
Fondens tidligere bestyrelse
Artikler og meddelelser
Ekspertudtalelser om Fondens projekter
Til støtte for humanitære formål
Til fremme af forskning
Til beskyttelse af natur- miljøet
En hilsen til fremtiden

 

Kære Hans... 

Åbent brev til Hans la Cour, som engang var en af mine bedste kammerater.
Som nu gerne vil være politiets kronvidne i sagen mod "Fonden til støtte for humanitære formål, til fremme af forskning og til beskyttelse af naturmiljøet".

Kære Hans

Sidst jeg så dig var i 1990 før du tog af sted med det gode skib "Return of Marco polo". Du skulle sejle jorden rundt sammen med en lille flok fra Tvinds Lærergruppe og nogle tidligere elever. En spændende opgave, kunne jeg mærke på dig - du var altid fuld af eventyrlyst...

Første gang jeg for alvor lagde mærke til dig var på et fællesmøde i 1972, hvor vi begge netop var startet på Det Nødvendige Seminarium. Du kom fra Sydfyn, hvor din far var fængselsdirektør; jeg kom fra landsbyen Fjelstervang nær Herning, hvor min far var førstelærer. Vi var 90 elever og 10 lærere på seminariet, som startede de to første måneder af vores uddannelse med at bygge veje, fundamenter til husene vi skulle bo i og en stor autohal, der snart efter blev fyldt med busser - 10 i alt satte vi i stand til de kommende 4 måneders studierejse til Indien.
En flok elever stod for økonomien. Det var fællesøkonomi og meget ubureaukratisk. Der var en gul spand, hvor hver især tog det vi skulle bruge og i stedet lagde en seddel.
Unægtelig en noget anderledes start på en læreruddannelse end den på T.H. Langs Seminarium i Silkeborg, som mine forældre febrilsk forsøgte at melde mig ind på.

På fællesmødet stillede du dig op og foreslog at du sammen med andre gerne ville arbejde om natten, for at autohallen kunne blive færdig til bussernes ankomst. Der var mange protester - hvad med hviletidsreglerne? - var det sikkert nok? osv. Men med støtte fra andre fik du det igennem, og i de kommende nætter arbejdede vi sammen på natholdet, og autohallen blev færdig.
På busturen var du i busgruppe 1 og jeg var i gruppe 9. Mange af oplevelserne står stadig soleklart for mig. Det første familiebesøg i Tyrkiet, solopgang efter solopgang tværs over det asiatiske kontinent, gæstfriheden, lugten i Calcuttas slum osv.
En gang vore to busser mødtes sad vi og fortalte i timevis, til langt ud på natten. Busgrupperne skrev mange sange på rejsen, ja faktisk en sangbog fuld - kan du huske "Røde Ålborg"? og "Shahen, han regerer"? 
Det var i 1972; nogle af os havde været udenlands før - jeg havde f.eks. været i Sverige og med mine forældre i Harzen.

Og uddannelsen fortsatte lige så vild og anderledes, som den var startet. Jeg boede sammen med 14 andre i Holstebro, hvor vi først havde arbejdsperiode med job på byens arbejdspladser og senere var i 8 mdrs. praktik på byens skoler. Du gjorde det tilsvarende i Nyborggruppen.
Fagene vendte vi altid på hovedet. Kan du huske da vi satte alle faglærerne til at bygge drivhus, mens vi planlagde liniefagene? - og historielæreren, som fik vand under en af vores vandkampe - hvorefter han sagde op.
Til eksamen gik det næsten altid godt. Jeg husker hvordan du altid fik 11 eller 13 fordi du snakkede som et vandfald.
Og altid var du med når der blev spillet musik. Vi skrev den næste sangbog og senere en mere.
Når holdet mødtes i Tvind, sad vi tit og spillede og sang til langt ud på natten.

Der var også alvorlige stunder, f.eks. da du blev alvorligt syg og vi måtte tage os af dig.

Efter endt uddannelse krydsedes vore veje i Roskilde, hvor vi begge var lærere i folkeskolen på Duebrødre Skole. Du flyttede ind på Gormsvej, hvor vi boede fire lærere i forvejen i en lejlighed på størrelse med et frimærke, med lokum i kælderen og petroleumsovn.
Herfra gjorde vi livet usikkert på byens folkeskoler med vore nye ideer om en sprællevende og udfordrende skoledag. De første lønninger brugte vi til at købe busser for. Vi kunne ikke forestille os en skole uden en bus.
I en periode fik jeg min 8. klasse til at gå i skole om natten, senere tog jeg til Tunesien med klassen i en dobbeltdækkerbus, som brændte sammen efter 3 km - hvorefter Roskilde Efterskole lånte os en anden bus, så vi kom af sted alligevel. 
Du lærte eleverne i 1. klasse at bygge radioer, så de hver især, stolte som paver, kom hjem med en hjemmelavet radio. Og i frikvartererne spillede du fodbold med eleverne.
Vi startede UFF sammen i Roskilde. Og vi var en masse lærere der lavede UFF-projekter og indsamling til den nye stat Zimbabwe, med eleverne i og uden for skoletiden. Kan du huske da vi 5 lærere i Roskilde stod for et stort UFF-arrangement på Himmelbjerget for 2000 børn? Dér fik vi vores sag for - jeg tror ikke vi sov i 2 døgn før arrangementet, så travlt havde vi - og vi måtte i sidste øjeblik have hjælp af vore kammerater.

Hvad med den gang vi slog os op som gøglere sammen? Jeg med mine tryllekunster og du med dit one-man show. Kan du huske den gang det gik helt galt på et ældrecenter i Slagelse? Jeg havde glemt den ene tryllekuffert i toget, og du gik i sort i din bedste sketch - den med manden, der på en benzinstation fik sin sele i klemme i en anden mands bildør. Vi fik aldrig de 500 kr. som skulle have været lønnen, så vi blaffede hjem. 
Man kan sige at vi har delt succeser og nederlag. Men kedeligt var det aldrig. Hverken for os og bestemt heller ikke for vore elever.
Der var også svære tider - et godt kammeratskab får man ikke forærende som en buket roser. Ind imellem blev tingene sagt lige ud, uden omsvøb og uden at lægge fingrene imellem. Sådan var det nogle gange med dig, med dine til tider alt for skarpe kanter. Andre gange var det dig der bankede i bordet.
Vi holdt sammen og gav et friskt og fornyende pust ind på Roskildes folkeskoler. - Lidt efter lidt holdt vi op, vi kunne ikke komme til med det vi gerne ville. Lærernes fagforening og 11 timers-reglen gjorde sit dertil.

Jeg tog til St. Vincent i Caribien, hvor jeg først var småskolelærer for en flok unge, som havde brug for at komme væk fra København, Stockholm eller London, hvor det var gået galt for dem. Senere blev jeg forstander på en fagskole. Richmond Vale Academy kaldte vi skolen som vi havde bygget på en skrænt med verdens smukkeste udsigt. Skolen blev bygget for vore sparepenge, sådan som vi altid gjorde. I løbet af nogle år fik vi sammen med lokale lærere en fagskole op at stå med landbrug, tømrerfag, mekanik, fiskeri og hjemkundskab. 
Du blev lærer på Den rejsende Højskole og en dag dukkede du pludselig op med dit højskolehold, Sydamerikaholdet. Jeg glemmer aldrig en af dine elever, som var blind - hvordan han smilede mens du for enden af skrænten holdt ham i hånden og fortalte ham om hvor utrolig smukt der var - udsigten over det Caribiske Hav, palmerne og bjergene, og skrænten med floden forneden og den rygende vulkan, som strakte sig på den anden side.

Senere tog jeg til Tvind og blev lærer ved Det Nødvendige Seminarium, hvor du var lærer på Højskolen.

Da jeg kom hjem fra en rejse til Indien, var du taget af sted på det som jeg mente var et drømmejob for dig. Som leder af en verdensomsejling med Return of Marco Polo.
Du skulle til at lave TV, "One World Channel", hvor mennesker i den tredje verden fik lejlighed til at vise mennesker i Europa om deres liv og kultur. Det var i slutningen af 80´erne før CNN´s World Report, før det var blevet almindeligt med dokumentarprogrammer fra den tredje verden. 
Dette stod på i 4 år hvor kanalen lejede sig ind på den franske kanal TV 5 i halvanden time dagligt. 1800 timers TV blev produceret, hvoraf størstedelen var film, som mere end 40 tredje verdens-lande sendte til os, mens frivillige oversættere tekstede filmene. 
En anden del var hver torsdag, hvor der var rejsefilm fra jeres jordomsejling med Return of Marco Polo. Jeg husker tydeligt den første film, som I optog af en chilensk families hverdag. Vi sad 100 mennesker og så den sammen. 156 udsendelser blev det til fra f.eks. Påskeøerne, Tahiti, Papua New Guinea, Kina og mange andre lande. 
Desuden oprettede One World Channel en 10 minutters nyhedsudsendelse med nyheder fra den tredje verden. 

Fonden, som nu bliver anklaget for svindel bl.a. af dig, har betalt 18 mio. kroner til hele dette projekt - alt inklusive, med skib, besætning, TV-station, frivillige, løn, trykte månedsprogrammer, promotion, bånd, telefonregninger, rejser. Det er 10.000 kr. pr. times udsendelse. Hvad koster det mon for en times TV hos New Zealands TV, hvor du nu arbejder? Hos BBC var det i 1999/2000 i gennemsnit 1,1 mio. kr. pr. time. 
De 1800 timer blev sendt til 26 mio. europæere og til hele Sydøstasien, og har således for mange mennesker været et bidrag til oplysning om menneskers livsbetingelser i den tredje verden.
Det var ikke et forskningsprojekt bag lukkede døre med et teoretisk resultat. Nej, det var et rigtigt Tvind-projekt. Sjældent har skatteborgerne fået mere ud af deres penge - ikke i en snæver lille Danmark-forstand, men i One World-forstand.

Og pludselig ville skibet ikke længere. Det blev ved med at kredse om den samme ø. Jeg fik aldrig sagt farvel til dig. Men da du stod af tænkte jeg: Nu har Hans fundet en sød pige - nu kommer han aldrig hjem. Ganske rigtigt har du slået dig ned på New Zealand. 

Næste gang jeg så dig var på TV i et dramatisk anlagt såkaldt dokumentarprogram, hvor du talte om, at Amdi holder harem, om hvorfor Amdi engang kørte i en stor bil mens du slet ikke kørte i nogen bil, om skattesvindel osv.
Jeg kunne godt kende dit drengede ansigt, og jeg kunne også godt kende din sans for det dramatiske, men Hans, ham jeg har kendt i tykt og tyndt i snart 20 år, ham kunne jeg ikke kende. 
Samtidig er jeg ikke naiv. Jeg kan godt forstå at der kan opstå utilfredshed og bitterhed, når man forlader hinanden efter mange års intensivt fællesskab. Der kan være store følelser forbundet hermed. Personligt kender jeg tre ægteskaber der er endt på samme kedelige måde, med bagvaskelse, retssager osv.
Vi er blevet bedre til at få snakket tingene igennem. Vi ser da også ofte at folk som har forladt Tvinds lærergruppe får arbejde på en af skolerne igen. Det er da også meget få at Tvinds tidligere medlemmer, som snakker dårligt om det, som de selv i en stor del af deres liv har været med til at bygge op.

Alt imens går livet videre. Jeg er blevet forstander på Friskolen i Starreklinte, hvor jeg bor sammen med Lene og vores søn Bjørn. Vi har 65 elever på skolen hvoraf mange ikke passer ind på en almindelig skole. Det er et kæmpearbejde og det går rigtig godt. At være lærer er en fantastisk opgave, og Friskolen i Starreklinte er blevet mit livsværk.
Samtidig har jeg mange kammerater, som hver især står for store opgaver . Mange er ledere eller lærere på skoler for børn og voksne i Danmark og i Afrika, mange står for indsamling af tøj i store mængder til gavn for mennesker i den tredje verden, hvor igen mange af mine kammerater står for udviklingsprojekter, børnebyer, fagskoler og en række Hope-centre for mennesker, der har AIDS. 
Det er mine kammerater, alle med et spændende liv, optaget af humane gøremål og store opgaver.

Kære Hans! Lev vel! Jeg håber vi ses en gang. Og når og hvis det sker, at vi så kan se hinanden i øjnene.

Mange hilsner 

Ole Tarp