Forsiden
Hvad er Fonden?
Projekterne
The Voice of the Third World - et projekt
Miljøprojektet Floryl -
et projekt
Fondens bidrag til bekæmpelse af HIV/AIDS i Afrika
Spørgsmål med svar
Har staten ført tilsyn?
Hvem må en fond støtte?
Erik Werlauffs responsum
Må Fonden støtte en erhvervsvirksomhed i udlandet?
Aage Michelsens responsum
Henrik Christrup(H): Domfældelse helt usandsynlig
Fondens bidragydere
Fondens tidligere bestyrelse
Artikler og meddelelser
Ekspertudtalelser om Fondens projekter
Til støtte for humanitære formål
Til fremme af forskning
Til beskyttelse af natur- miljøet
En hilsen til fremtiden

 

TVIND

Hvor er De alle sammen henne?
Hvor er fædrene, hvor er mødrene?
Hvor er de unge selv? 
Hvor er kommunerne?
Hvorfor tier de? Ja, hvor er fædrene og mødrene til de unge, for hvem en Tvindskole blev stedet, hvor disse hentede nyt livsmod, nye kræfter, fornyet selvværd?


Kamma Andersson, forfatter

Hvor er de unge, som var ved at gå i spåner, men som kom til hægterne på en af de anderledes skoler, hvor dagligdagens krav var enkle, faste og jordnære?
Hvor er de mange kommuner, som ikke fandt en eneste sted, hvor disse rodløse, 
Utrygge unge var velkomne?
Ingen anden skoleform ville tage imod de besværligste. Det ville Tvind derimod, og kommunerne sendte dem dertil i stribevis. Sommetider som en sidste udvej for desperate eller opgivende unge eller ligeså desperate forældre og offentlige myndigheder. 
Tvind tog imod. Hvor er de kommuner henne nu? Hvorfor er de tavse? Hvorfor sendte de elever til Tvind, den ene efter den anden? Der må være en forklaring. 
Der må ligge grundige overvejelser og gode erfaringer bag kommunernes beslutninger.

SELVFØLGELIG VAR der tilfælde, som mislykkedes. Det var jo vanskelige sager. Visse unge faldt ikke til og rejste derfra. Der var ofte unge, der havde svært ved at falde til overalt. De havde en sæk fuld af nederlag i bagagen. Andre kom med urealistiske forventninger og blev skuffede. Selvfølgelig var der også visse forhold på nogle af skolerne, som i høj grad kunne og skulle kritiseres. Men der var andre unge – mange som blomstrede op, trivedes og foldede sig ud, påtog sig ansvar og voksede ved det. Jeg har personligt kendt fire vidt forskellige unge, som var ved at gå i stykker, men som et Tvindophold hjalp. De kom sig. De klarer sig godt i dag. Jeg tror virkelig, at de fire var gået til uden Tvindopholdet. 

Jeg er på det rene med, at det ikke er velset, at man siger noget fordelagtigt om Tvind. Det er højt placerede offentlige personer, som i årevis har været nærmest besat af tanken om at nedlægge og jorde Tvind for enhver pris.
Gang på gang har man fra forskellig side forsøgt at ramme Tvind. Det har været svært. Nu lykkedes det måske. Anklagerne er hårde; svindel med økonomien. Jeg ved ikke meget om den slags økonomi. Men jeg husker tydeligt, hvordan man mistænkeliggjorde UFFs containere til brugt tøj. Forargelsen holdt sig nu ikke så længe, for pludselig var der andre, der overtog ideen og gjorde den til deres. Røde Kors, en række andre velgørende institutioner, broderloger o.s.v. Nu er kritikken forstummet. Der er forskel på folk. 
Det gælder måske også på andre områder end indsamling af kasseret tøj.

MEDERIERNE HAR i årevis jagtet Tvind og kun interesseret sig for skandalehistorier, jo værre, jo bedre. Hvor ville det være sympatisk, hvis medierne omsider ville bidrage til et mere nuanceret og realistisk billede af Tvind.
Måske blev Tvind for stort? Investerede som et forretningsforetagende, udnyttede gældende love fuldt ud, blev kapitaliseret? Men jeg tror på dét, historikeren Jes Fabricius Møller skrev i sin artikel (Pol. 16.6), at Tvind handler mere om mennesker end om penge. Jeg tror ikke på, at Tvind-folkene, heller ikke lederne, har samlet formuer til sig selv, således som pressen nu antyder. Det er ikke egen vinding, der driver værket. Det er ’sagen’.

Og det er i sandhed en interessant sag. Engang vil der blive skrevet en helt anden historie om Tvind. Om deres storhed og måske fald. En historie om dem, der startede eksperimentet, om tankerne og ideerne bag, om de gode viljer. Men også om de folk, hvis livsindhold det blev at få ram på de formastelige Tvindfolk, og om de midler disse folk brugte for at nå deres mål.
I Jes Fabricius Møllers artikel skriver han bl.a. ”Det vanskeligste ved lærergruppen er at forlade den. Man mister sit arbejde, sine venner og skal til at lære at være individ i et moderne samfund” og ”det er svært når de måske ikke engang ved, hvad en selvangivelse, et sygesikringsbevis eller dagpenge er”. Og videre:” Nogle mennesker rejser selvfølgelig bare og er glade for deres tid i Tvind. Andre har vanskeligt ved at forstå, hvorfor de har spildt år af deres liv – og alle deres penge – på organisationen og må leve med eftervirkningerne i årevis”. Ærlig talt, det var lærernes eget valg som voksne mennesker at ville afprøve livsformen Tvind. Det kan ikke lastes Tvind.

BESKRIVELSEN SVARER I øvrigt nøje til vilkårene for de mennesker, der for en tid vælger en tilværelse i ethvert andet storkollektiv. De lægger deres løn i fælleskassen til fælles anvendelse og får udbetalt et ubetydeligt månedligt beløb i lommepenge. De gør det ikke for personlig økonomisk vindings skyld, men af menneskelige grunde. For sagens og livsformens skyld. Af nysgerrighed. Men de er voksne mennesker og kan vælge om, når de synes, at nu er det nok. Nu er de trætte af at dele økonomi og beslutninger med mange. Undervejs er de blevet en erfaring rigere, og det er ikke så ringe endda. Der var også mange elever, der ikke blev ’sendt’ til en Tvindskole, men som selv valgte den ud fra samme motiv som lærerne. Sagen, ideerne, livsformen.

Livet er ikke lutter lagkage, siger man. Men jeg siger: Livet er en lagkage, hvor der bliver flere lag af begivenheder og erfaringer. Det er ikke alt sammen guf og flødecreme, men tilsammen udgør lagene et menneskes livshistorie på godt og ondt. Et hvert menneske har sin egen historie, sin egen livsfortælling. Kort sagt, sin egen lagkage, som ikke ligner noget andet menneskes lagkage. Jeg vil slutte med en indtrængende opfordring til tidligere Tvind-elever, deres forældre og sender-kommunerne (hvis de tør) om at ytre sig. Det er også en opfordring til medierne. Fortæl noget andet om Tvind, så billedet ikke bliver ensidigt, sensationslystent og stupidt. Prøv nogle andre vinkler. 
Idealisme er i dag et upassende ord. Men jeg tror på, at de fik mange elever til at vokse